Josefine Klougart er en av de mest omtalte blant unge, danske forfattere. Hun debuterte i 2010 med romanen Stigninger og fald, som ble nominert til Nordisk Råds litteraturpris. Dette sitatet fra hennes tredje roman, Én af os sover, gjorde meg nysgjerrig på hennes forfatterskap: ”Det er sådan, det føles en gang imellem, at så skriver man ikke, så finder man ikke på. Man skriver bare dét ned, der findes. Der er slet ingen hokuspokus, der er ikke for fem flade øre fantasi i dét foretagende. Det hele handler om at bedøve sig, så man tør være ødsel med sig selv, se uden alle de. Ja, hva egentlig. Illusioner. Historier. Et ønske om at ville se verden, som den er, her, nu. Det er måske mest af alt at turde lade være med at ville fortelle historier” (s. 223). Hvis Klougart kommer i nærheten av å klare dette, da må bøkene hennes være verdt å lese, tenkte jeg. Om jeg synes hun gjør det kan du finne ut i min anmeldelse.