Josefine Klougart: Én af os sover

Roman

260 sider

Rosinante

2012

Én af os sover er en roman hvor utforskning av tilstander og erindringsbilder står i fokus. Det er en bok om sorgen over tapt kjærlighet. Fortelleren, som veksler mellom å omtale seg selv som “jeg” og “hun”, reflekterer over to avsluttede forhold. Det er hjem til foreldrene hovedpersonen vender etter bruddene, først med sin “afdøde mand”, senere med “den nye mand”. Erindringene om og sorgen over tapet av de to mennene går etter hvert nærmest over i hverandre, og når moren ved bokens slutt sier hun ikke er sikker på hvem av dem det er hun sørger over, svarer datteren at hun ikke vet det selv heller. Hvem det er som har forlatt hvem, er heller ikke så enkelt å si: “Der er aldrig ét menneske, der forlader et andet, man forlater hinanden, tænker jeg. Det hele sker, er én bevægelse; man er blevet én krop, og denne krop falder fra hinanden” (s.117).

I barndommens landskap

Fire av bokens åtte kapitler har tittelen “Landskapet”, og bilder og erindringer man bærer med seg gjennom livet, spesielt fra barndommens landskap, preger romanen. Hjemstedet dekket av snø er en gjennomgående bakgrunn, og gjennom teksten gjentas, nesten som et refreng, beskrivelsen av hvordan snøen legger seg over alt levende og dødt: “Sneen, der lægger sig over alt det, der vover at stå stille mere end nogle sekunder ad gangen, over alt muligt dødt og alt muligt levende; alle de levende og alle de døde..” (s.109). Et sentralt bilde er også epletreet med de røde eplene som blir hengende gjennom vinteren: “Og æblerne henger der endnu, for røde og i hvert fald: for sent. Dråper fra sorte grene. De hænger der i dag, de hænger der hele natten; at vi ikke kan se dem i mørket, betyder ikke, at de ikke lyser” (s. 41). Eplene henger der lysende, som en kontrast midt i det kalde vinterlandskapet, det røde mot det hvite, som en protest mot naturens og årstidenes gang, og kanskje som et bilde på troen på kjærligheten som overlever, på tross av alt.

Barndommens minner og landskap knyttes sammen med et annet sentralt tema, nemlig det å ha et hjem. Refleksjoner rundt hva et hjem er, kobles sammen med minner omkring barndom og familie. Det handler om det hjemmet man er vokst opp i, og hva det betyr når man selv ønsker å skape et sted hvor man ikke bare bor, men som også kan kalles et “hjem”: “Hvordan en krop kan høre til et sted; og hvordan man kan bo et sted, man ikke kan kalde sit hjem. Dét perspektiv, at man kan blive hjemløs på den måde, narret til at tro, at det ene udløser det andet, at dét å bo utløser et hjem”(s. 163).

En utforskning av muligheter

Man kan si at tittelen, Én af os, med sin ubestemte form er beskrivende for romanen som helhet. For samtidig som Klougart forsøker å se tingene som de er, undersøker hun også hvordan ting kan være. Det foregår en utforskning av muligheter som kommer frem både i beskrivelser av helt hverdagslige handlinger: “Han rejser sig op og går over til køleskabet, henter et eller andet, eller henter ikke noget, sætter sig ned over for hende igen. Han lægger sin hånd over hendes på bordet, og de ser hinanden i øjnene. Eller de kigger ned i bordet” (s. 132) – og i refleksjoner på et mer overordnet nivå: “Jeg tænker, at jeg er et menneske, der ser alt det, der næsten er. Det er en måde at forblive ulykkelig på, uformående i alt. At kunne se – ikke det, der er – men det, der kunne være. Det, der kommer, men aldrig kommer, en permanent aflysning og udskydelse, på vej, om næste hjørne ligger og så videre. Men så viser det sig en gang imellem, dét, der ligger gemt der, at det slet ikke findes. At der er noget andet, at jeg er en anden. Næsten er det samme som ikke, i værste fald aldrig. Ikke-fødsler, uønsker, umuligheden af noget som omstændigheder. Under andre omstændigheder – det er ikke til at holde ud” (s. 103). Ved å inkludere tanker omkring alle mulighetene, alt det som kunne vært, gis teksten en ekstra dimensjon. Hovedpersonens blikk vendes altså både bakover og fremover i tid, og ved å skildre både det som har vært og det som kan komme til å bli, er det som om Klougart sirkler inn det hun gjennom fortelleren formidler at hun ønsker å fange; verden som den er, her, nå.

Poesiens orden

Da Klougart innså at hun ville bli forfatter, var hun først sikker på at det var lyrikk hun ville skrive. Hun var ikke interessert i å skape en fortelling i tradisjonell forstand: “Jeg ville skrive en prosa som organisk beveger seg frem og tilbake, som orkestrerer et komplekst spill av sansning, erindring, forestilling. Forankret i et språk som ikke følger noen annen orden enn poesiens” (http://josefineklougart.files.wordpress.com/2011/01/smug_no4-josefineklougart.pdf). Fokuset er på språket, på enkeltsetningene. Klougarts metaforer er egenartede og ofte veldig vakre: “Aftenen vandrer diskret ind og stiller sig uden et ord i eftermiddagen, man kan høre den trække vejret. Mørket er bare et forurettet lys” (s. 29). Teksten er som en strøm av slike poetiske betraktninger, og for å klare å ta inn alt må jeg innimellom legge boken fra meg og la bølgen skylle innover land før jeg kan lese videre og la nye bølger stige. Bildene er ofte hentet fra naturen og fra dyrenes verden: “Hun ryster bøgerne en efter en, tørrer forsiden og bagsiden af med en snip af håndklædet; bladrer dem igennem en gang og sætter dem til tørre i vindueskarmen, siderne foldet ud som vifter. De ligner udstoppede fugle, som de står der, vingerne strakt ud, klar til at – ja, klar til hvad, egentlig” (s.139). Ofte blir bildene hengende i luften på denne måten, noe som er med på å dra leseren inn i tekstens verden.

Kanskje kan man innvende at det noen ganger blir litt mye i denne romanen; litt mange røde epler som lyser, litt mye snø som daler, litt mange ødelagte ansikter. Men for den som tar seg tid til å nyte Klougarts melankolske og stille univers sakte, bit for bit, setning for setning, så er det verdt det, ikke minst fordi hun skriver så vakkert og så befriende annerledes.