Samleren
2015
Jeg-fortelleren i denne romanen er en 29 år gammel kvinne som nylig har flyttet inn i en leilighet i et borettslag i Aarhus sammen med kjæresten. Hun lever av å skrive sanger til forskjellige anledninger og horoskoper for et ukeblad. Det handler om hverdagen med samboeren, familien, vennene og ikke minst naboene. Romanen har et frodig persongalleri, og litt etter litt blir leserne kjent med historiene til mormor og Ruth, Thomas og Lisa, Lasse og Louise, Elizabeth og Farsen, Lotte, Gudrun, Agis og enda flere mer eller mindre pussige karakterer.
Fortellinger og sanger Hovedpersonen skriver altså sanger og horoskoper, og nettopp disse to sjangrene bruker Stine Pilgaard til å strukturere romanen. Hvert av de tolv kapitlene innledes med en kort horoskoptekst, et for hvert av årets stjernetegn. Disse forutsigelsene er komiske og generelle (som ukebladets direktør sier: ”Det er vigtigt, at horoskoper passer på alle”, s. 14), men de gir allikevel små hint om den videre handlingen. Innimellom den løpende fortellingen er det også tekster på 1-2 sider som kalles ”sanger”. Vi har for eksempel ”Sang om selvfølgeligheder”, ”Sang om hygge”, ”Sang om parmiddag” og ”Sang om kunst”. Romanen inneholder til sammen 24 slike ”sangtekster”. I sangene stopper forfatteren opp ved bestemte temaer som hovedpersonen reflekterer rundt, og leserne kommer også nærmere inn på følelsene hennes og hvordan hun er som person. Ofte er disse tekstene knyttet til forholdet til kjæresten:
”Hvis bare du ville forstå, at jeg ikke er anlagt, ingen labyrintisk barokhave, ingen gennemtænkt by. Mine følelser er ikke et valg, jeg tager, eller nogle kriminelle venner, jeg hænger ud med, jeg skaber ikke dramaer, de findes inden i meg” (s. 82).
Etterpå kommer vi igjen tilbake til hverdagen, og handlingen flyter videre. Også i Pilgaards debutroman Min mor siger var det en slik veksling mellom selve handlingen og mer reflekterende partier, men jeg synes dette fungerer langt bedre denne gangen. Monologene (”Monologer fra en søhest”) i Min mor siger var til tider tunge å komme seg igjennom, jeg husker at jeg egentlig bare ville få dem overstått og vende tilbake til handlingen. ”Sangene” i denne boken gir dypere innsikt i hovedpersonens tanker og kaster lys over resten av fortellingen på en interessant måte.
Romanens ”sanger” er utvilsomt langt fra de sangene jeg-fortelleren skriver på bestilling til fødselsdager og andre begivenheter, men et slags likhetstrekk mellom dem kan man si er at begge typene skaper en form for sammenheng. Den unge kvinnens virksomhet som sangskribent gir henne tilgang til andres livshistorier, og de er med på å skape en slags sammenheng i folks liv:
”Mine vers spandt en lille rød tråd i folks liv og skabte den sammenhæng, de ledte efter. De kunde se hinanden i øjnene og sige, at intet kunne have været anderledes, at der var en mening med det hele, selv om alting kunne have været anderledes, og ingen mening fandtes” (s. 10).
Man kan si at romanens sanger samler trådene i hovedpersonens liv, og de kan dermed også leses som en oppsummering av helheten, en slags romanens kjerne.
Lejlighedssange er nærmest et lappeteppe av fortellinger. I tillegg til jeg-fortellerens egen historie om seg selv og samboeren og de utfordringene de strever med i hverdagen, får vi flere andre historier om kjærlighet og parforhold. Blant dem er historien om mormor og Ruth og deres lange og kronglete kamp for kjærligheten og historien om Elizabeth og hennes mann Farsen som har ligget i koma på sykehus i tre år etter en ulykke. Tilbakeblikk til fortellerens egen barndom og ungdom danner også små fortellinger i fortellingen.
Narrativt begjær Hun lever av å skrive, og hun er opptatt av språk og fortellinger. I ”Sang om fortællinger ” tenker den unge kvinnen:
”Jeg er et omvandrende hav af andre folks erindringer, og betroelser er mit vildeste drug. Mit narrative begær kender ingen grænser, jeg vil trenge ind i folks største drømme og mørkeste mareridt, ramme bunden af deres sjæle med et brag” (s. 49).
Vi får en anelse om at hun egentlig ønsker å bli forfatter, men bortsett fra sangene og horoskopene får vi ikke vite noe konkret om hennes skriveprosjekter. Det mangler derimot ikke på forslag fra andre om hva hun kan bruke sitt fortellertalent til: ”Hvorfor skriver du ikke en krimi”, spør kusinen hennes, (s. 22). ”Try to make real art (…) Write a book, the stories are everywhere”, sier naboen Agis (s. 47-48).
Felleskapets ensomhet Fellesskap og parforhold er sentrale stikkord for romanens tematikk. Det handler om individets plass i parforholdet, i venneflokken, i naboskapet og i familien. Kjæresten til fortelleren omtales hele veien bare som du, men vi aner at det er en kvinne. Hverdagslige hendelser får jeg-fortelleren til å gruble over forholdet og hvordan de kan forstå hverandre og få samlivet til å fungere til tross at de er to veldig ulike personligheter: ”Jeg aner ikke, hvad vi laver ved det samme bord, i den samme lejlighed, vi er med i en film, hvor alle har glemt replikkene, og instruktøren er skredet i raseri. Langsomt opløses jeg for dit blikk og udskiftes med dine tanker” (s. 69).
Det handler også om det å føle seg utenfor, å skille seg ut, i familien, i parforholdet, i samfunnet. I et familieselskap tenker hun om seg selv: ”Jeg er et nyt orange dyr i zoologisk have, en regnbuefarvet rumhund, et væsen fra en anden verden, jeg er det mer, der findes mellem himmel og jord” (s. 23). Jeg-fortellerens følelse av ensomhet til tross for alle fellesskapene hun er en del av, bidrar i stor grad til den alvorlige tonen som dirrer under all humoren i denne romanen.
Litterært slektskap Lejlighedssange er full av originale språklige bilder: ”En familie er ligesom nytårsaften, siger min mor og sætter farten op, den bliver aldrig helt, som man havde håbet” (s. 21), ”Et liv uden fester er som en landevej uden kroer” (s.75), ”Hyggen er et triumferende ansigt, der betragter sig selv, en lille intrigant pige med lyse slangekrøller i tredje klasse” (s. 93). Dette er i det hele tatt en sånn roman hvor man får lyst til å notere alle gullkornene underveis. Metaforenes originalitet i tillegg til den sorgmuntre tonen som preger både dem og teksten som helhet, fikk meg faktisk til å tenke på Lars Saabye Christensens litterære univers og hans poetiske og særegne billedbruk. Erlend Loe oversatte Stine Pilgaards debutroman til norsk, og den danske forfatteren kan også minne om Loe. Hos begge ligger et dypere, eksistensielt alvor under den humoristiske overflatens eksentriske karakterer og komiske hendelser.
I Lejlighedssange får man morsomme dialoger, et blomstrende persongalleri, komiske situasjoner og et treffende skråblikk på samfunnet og dets konvensjoner. Boken er morsom og underholdende, men det er dens språklige originalitet, elegante komposisjon og ikke minst koblingen mellom humor og alvor som gjør den til en nytelse å lese.